At opføre sig ordentligt er det eneste rigtige
I Logica skinner virksomhedens etiske værdier også igennem ved opsigelser
At skulle igennem en opsigelsesproces er sjældent en rar oplevelse for hverken medarbejdere eller ledere. Men i it-virksomheden Logica er det ledelsens ønske, at den afskedigede medarbejder trods alt skal komme derfra med en følelse af, at ”når det nu skulle ske, så skete det på en ordentlig måde”.
- Der er mange gode grunde til at afskedige med respekt og værdighed. At opføre sig ordentligt er det eneste rigtige at gøre, når man som virksomhed skal opsige medarbejdere. Ved hver eneste opsigelse er det menneskeskæbner, vi har med at gøre, og derfor er det vigtigt for os, at vi tager vores ansvar alvorligt, siger HR-direktør i Logica Danmark, Dorte Gade.
På den baggrund benytter Logica bl.a. outplacementforløb til medarbejdere, der af den ene eller den anden grund bliver afskediget.
- Det er ikke fordi, vores medarbejderomsætning er højere end i andre virksomheder, eller fordi vi opsiger oftere end andre. Vi har blot valgt at have outplacementforløb med i vores palet fordi vi ønsker, at vores etiske værdier også skal skinne igennem, når vi skal tage afsked med vores medarbejdere, fortæller HR-direktøren.
Etik og praktiske fordele
Selvom det primære udgangspunkt for Logicas støtte til sine opsagte medarbejdere er overvejelser om etik og ordentlighed overfor de ansatte, så er der også forretningsmæssige fordele ved at behandle sine medarbejdere anstændigt.
- I en opsigelsessituation er vi som virksomhed ”den onde” i processen, og medarbejderne holder så vidt muligt øje med, hvordan vi håndterer det. Især medarbejdere med tilknytning til den opsagte er vores skarpeste kritikere, så en dårligt håndteret opsigelsesproces berører ikke kun den opsagte, men også de blivende medarbejdere, forklarer hun.
- En dårlig håndtering kan kølne medarbejdernes loyalitet overfor Logica som arbejdsgiver, og det kan skabe utryghed om deres egen situation og om, hvordan de selv vil blive behandlet, hvis de engang skulle blive opsagt. Det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt hverken for motivationen eller produktiviteten, fortæller Dorte Gade.
Ordentlighed fungerer også som imagepleje
En anden fordel, som HR-direktøren fremhæver, er de opsagtes holdning til Logica.
- De medarbejdere, vi bliver nødt til at opsige, er jo medarbejdere, som vi har brugt ressourcer på at udvælge og udvikle og ikke mindst medarbejdere, som har bidraget til vores forretning. Vi vil i bund og grund gerne beholde dem og deres kompetencer i Logica, men har af forretningsmæssige årsager ikke mulighed for det. De medarbejdere må meget gerne tage herfra med ønsket om at vende tilbage til os, hvis lejligheden byder sig, og de må meget gerne fortælle positive historier om Logica i deres netværk. I de bestræbelser mener vi, at en værdig opsigelsesproces er essentiel, siger Dorte Gade.
Indtil videre virker Logicas måde at gøre tingene på, for på de tilbagemeldinger og evalueringer HR-direktøren har fået fra opsagte medarbejdere, som har fulgt eller følger et outplacementforløb, er tilfredsheden overordentlig høj.
- Det er selvfølgelig svært overhovedet at tale om tilfredshed i forbindelse med en opsigelse, men det er vigtigt for os at der er høj tilfredshed med outplacement-forløbene. Det viser, at den støtte, afklaring og indsigt de opsagte medarbejdere kommer herfra med, er værdifuld for dem – og dermed jo også for Logica. Vi er specielt glade for den høje succesrate, de opsagte medarbejdere har med at finde job. Det viser jo både, at vores medarbejdere er kompetente, og at den støtte vi tilbyder dem gennem outplacement, kan betale sig, fortæller Dorte Gade.